Hamburg

Der blev under krigen bygget to luftværnsbunkere (flaktårne) i Hamborg. Et i nord ved Heiligengeistfeld og et i syd ved Wilhelmsburg. Bunkeren i nord var første generation, magen til de tre der blev bygget i Berlin, og bunkeren i syd var et anden generation, magen til det der også blev bygget et af i Wien. Til hver flakbunker blev der opført en ild-lederbunker, der stod for måludpegning og ildstyrring, begge disse blev bortsprængt efter krigen. Under krigen deltog flaktårnene aktivt i forsvaret af byen og passivt som beskyttelse af civile og kunstskatte fra byens museer.

Hamborgs placering tæt på Nordsøen samt koncentrationen af flåde og svær industri, gjorde byen til et yndet mål for allierede bombetogter. I juli og august 1943, under Operation Gomorrha, døde 40-50.000 hamborgensere og rundt regnet en tredjedel af byens boliger blev ødelagt. Under et bestemt angreb, den 27. Juli 1943, hvor 787 bombemaskiner deltog, udbrød der en såkaldt ildstorm. Et fænomen hvor ilden var så intens at den slugte ilt til sig, med vindstyrker op mod 240 km/t. til følge. Temperaturer der fik asfalten til at brænde i gaderne kombineret med at ilten blev trukket ud af beskyttelsesrum og kældre, dræbte denne nat alene op mod 40.000 mennesker. Da krigen sluttede, havde de allierede gennemført over 200 luftangreb på Hamborg. Ud over de to flaktårne blev der indrettet et stort antal beskyttelsesrum og bygget bunkers til beskyttelse af byens indbyggere.

Hamborg er i dag præget af sin historie og der er opført en lang række monumenter over ofrene for bombeangrebene.

De allierede mistede tilsammen 440 bombefly på deres missioner mod Hamborg.

I årene 1940 til 42 blev der i den vestlige del af Hamborg havn bygget en ubåds-bunker med 5 ubåds pens. Bunkeren målte 139 x 153 meter og havde plads til 15 ubåde, hvilket gjorde Fink II, som basen kom til at hedde, til den største ubåds-bunker i Tyskland.

Den 4. april 1945 var bunkeren første gang mål for et allieret bombeangreb, uden at bunkeren dog blev ramt. 5 dage senere fulgte et angreb med blandt andet 15 “Tallboy” bomber og 2 Grand Slam bomber, hvilket fik flere af ydervægende til at "sætte" sig, men der skete kun lettere skade på ubådene.

Efter krigen blev bunkeren først sprunget i luften og siden tildækket.

Først i 2007 da landingsbanen for Airbus fabrikken skulle udvides, kom resterne af bunkeren igen til syne.

I december 1940 startede man konstruktionen af ubåds bunkeren Elbe II. Et år senere var bunkeren på 112 x 22 meter færdig og de to ubåds pens blev taget i brug. Elbe II kom til at fungere som værft og værksted, hvor ubådende fra det nærliggende ubådsværft Blohm & Voss, blev færdiggjort af arbejdere i 2 holdskift.

De sidste tre ubåde, der ankom til bunkeren, var tre type XXI ubåde (U-2505, U-3004 og U-3506) som ankom i foråret 1945, men midt i april blev besætningen til ubådene kaldt til fronten, som nu lå ved det nærliggende Lüneburger Heide. Da bunkeren samtidigt blev svært beskadiget af luftangreb, valgte man at sænke de resterende ubåde inden krigen sluttede.

I november 1945 blev bunkeren sprængt i luften af englænderne, hvorved den midterste mur og taget kollapsede ned over de tilbageværende 3 ubåde.

Efterfølgende har ubådene gentagne gange blevet forsøgt bjerget, og de kostbare batterier blev fjernet i 1949. U-2505 blev trukket ud i 50'erne og skrottet og de to andre blev delvist sprængt.

I 1995 blev bunkeren og resterne af ubådende dækket med sand, og der er bygget en parkeringsplads ovenpå.

Restere af Elbe II ligger i dag i Hamborg's frihavn.