Marine observationsbunker 2

Med udsigt til fyrtårnet La Corbiere, på det sydvestligste hjørne af Jersey, byggede tyskerne i 1943 en observationsbunker kaldet “Marine Peilstand und Meßstellung 2”.

Bunkeren skulle være en del af et netværk bestående af i alt ni bunkers. Disse ni bunkers skulle placeres rundt om hele øen for at observerer fjendtlige skibe. Ved hjælp af observationer fra bare to af disse bunkers, kunne retning og afstand præcist og hurtigt beregnes. Disse oplysninger kunne så videregives til kanonerne i de forskellige kanonbatterier på øen.

Ud af de ni planlagte bunker blev kun MP1, MP2 og MP3 bygget.

Bunkeren var næsten 18 meter høj og havde 2 meter tykke vægge. Observationerne og måludpegningen blev foretaget på fem etager via åbningerne i fronten på bunkeren.

Bunkeren blev malet med camouflage, så den lignede et af de karakteristiske runde granit tårne, Jersey er kendt for.

I 1976 blev bunkeren taget i brug til kystovervågning og et observationsrum i glas blev bygget på toppen. I 2004 blev overvågningen flyttet og i 2007 blev bunkeren bygget om til ferielejlighed med soveværelser i tre etager, køkken og opholdsrum på toppen.

Det er muligt at leje bunkeren via Jersey Heritage.