U-båds-bunker Valentin

I efteråret 1943 startede tyskerne opførelsen af en stor bunker i Farge, 25 km. fra Bremen.

Bunkeren skulle bruges til at samle tyskernes nyeste ubåd type XXI.

Produktionen af denne ubådstype var speciel, idet den var bygget op af ni moduler, som blev fremstillet på værfter forskellige steder i Tyskland. Herefter skulle modulerne, på flodpramme, fragtes til specielle samlefabrikker.

Her blev modulerne så svejset sammen og ubådene færdigmonteret.  Bunkeren i Farge var en af disse samlefabrikker og skulle have plads til 16 ubåde af gangen.

Til at bygge den 430 meter lange og 42 meter høje bunker blev der tvangsudskrevet 10.000 koncentrations fanger. I marts 1945 var bunkeren tæt på at være færdig. Her lettede 20 allierede bombefly fra sydøst England med bunkeren som mål. De medbragte blandt andet Tallboy og Grand Slam bomber.

To af sidstnævnte trængte gennem det 7,5 meter tykke tag og stoppede dermed yderligere byggearbejde på bunkeren.

Efter krigen flyttede den nye tyske marine ind og brugte dele af bunkeren til lager.

Det anslås at 4.000 tvangsarbejdere var omkommet af sult og udmattelse under byggeriet af bunkeren i Farge.