Brændstoffabrik Schwalbe I - Eisenkies

I starten af 1944 havde de allierede overtaget luftherredømmet over Tyskland og bombningen af de store tyske industribyer skete næsten dagligt. I et forsøg på at sikre at produktionen kunne fortsætte, blev en del af den tyske krigsindustri flyttet til eksisterende eller nye miner i det sydlige Tyskland og Østrig.

Ved byen Menden, øst for Dortmund, startede tyskerne i efteråret 1944 opførelsen af, en af deres største fabrikker til fremstilling af syntetisk brændstof.

Den kalkholdige undergrund ydede optimal beskyttelse mod bombeangreb og et gammelt kalkbrud på stedet kunne slører byggeriet.

Alle de anlæg der blev indrettet i nybyggede miner fik kodenavne efter Geologiske betegnelser og anlægget Schwalbe I fik kodenavnet Eisenkies. (Pyrit)

De næste 10 måneder arbejde 10.000 slavearbejdere i skiftehold med at grave, bore og fjerne 600 tons kalk og sten fra undergrunden. Slavearbejderne var primært krigsfanger og boede i lejrer anlagt til formålet.

For at producerer 1 tons syntetisk brændstof skulle der bruges 5 tons kul. Det var efter planen meningen at anlægget Schwalbe I, skulle fremstille 30 tons brændstof om måneden. For at kunne opretholde kul leverancen, blev jernbanen mod vest forstærket. Eneste flaskehals på strækningen var ved en bro over Ruhr, som året før var blevet bortskyllet, under et allieret luftangreb på dæmningen ved Möhnestausees. Da jernbanen her var ensporet arbejde tyskerne i stedet med en plan om at anlægge en rørledning.

I slutningen af marts 1945 stoppede byggeriet. Omkring 800 fanger blev sendt nord på og 500, der var for svage til marchen, blev efterladt i deres lejr. 14 dage senere blev de alle befriet af den amerikanske hær.

Som et af de eneste underjordiske anlæg blev minen ved Menden ikke sprængt efter krigen. Den bruges i dag som øvelses område til specialstyrkerne fra det tyske politi.