Flyvemaskinefabrik Mühldorf - Weingut I

I starten af 1944 havde de allierede overtaget luftherredømmet over Tyskland og bombningen af de store tyske industribyer var blevet dagligdag. I et forsøg på at sikre at produktionen kunne fortsætte, blev en del af den tyske krigsindustri flyttet til eksisterende eller nye miner i det sydlige Tyskland. Behovet for plads var dog langt større, og i maj 1944 begyndte man i skoven ved Mühldorf am Inn at opføre en stor produktionsbunker. En bunker magen til var samtidigt under opførelse ved Landsberg, knap 100 km. mod vest.

Det samlede projekt hed Rustungsprojekt Ringeltaube (ringdue) og skulle bestå af tre ens bunkers. Disse skulle alle være 400 meter lange og 83 meter bredde, halvt nedgravede jernbeton hvælvinger, med en højde på ca. 30 meter. Tykkelsen på loftet skulle være 300 cm. jernbeton samt yderligere 500 cm. af jord.

Det var beregnet at de tre fabrikker tilsammen skulle samle 900 jagerfly af typen Messerschmitt Me 262, om måneden.

Konstruktionen af bunkeren foregik ved brug af slavearbejdere fra nærliggende koncentrationslejre og forløb planmæssigt indtil slutningen af april. Her var de amerikanske styrker så tæt på, at byggepladsen blev evakueret og arbejderne blev sendt på dødsmarch mod München. 2. maj ankom amerikanerne og her var ca. 200 meter af bunkeren støbt færdig. I 1947 forsøgte amerikanerne at bortsprængte bunkeren, men i dag står der stadig ca. 30 meter af beton hvælvingen tilbage i skoven.