Luftvåbnents forskningsstation Zitteraal

I 1944 opstod der et behov i Tyskland for en supersonisk vindtunnel. Det var vigtigt at man kunne afprøve komponenter til raketter og de stadig hurtigere flyvemaskiner. (blandt andet jagerflyet ME 262)

Derfor gik en flok tyske ingeniører i slutningen af 1944 i gang med at opføre en vindtunnel ved byen Ötztal i det tidligere Østrig. Vindtunnellen der var 8 meter i diameter skulle kunne opnå vindhastigheder tæt på lydens hastighed.

Vand fra Ötztaler Ache skulle via en tunnel og en vandturbine drive en hydrodynamisk vindtunnel for foden af bjerget.

Det var beregnet at turbinen ved hjælp af vandtrykket skulle kunne generere 75 megawatt, hvilket var stort nok til at opnå den ønskede effekt.

3500 tvangsarbejdere, blandt andet russiske krigsfanger blev sat på opgaven med at sprænge, bore og hakke sig gennem klipperne for at bygge anlægget. De levede under kummerlige forhold i lejre og mange døde under de umenneskelige forhold.

Efter planen skulle vindtunnelen være færdig i efteråret 1945 og arbejdet fortsatte helt frem til slutningen af april 1945.

Alle de hemmelige anlæg tyskerne byggede i miner fik kodenavne efter havdyr og anlægget ved Ötztal fik kodenavnet Zitteraal. (Elektrisk ål)

I august 1945 blev udstyret demonteret og flyttet til Mondane i Frankrig. Her blev vindtunnelen opstillet og drevet af ONERA (Den franske rumfarts organisation). Vindtunnelen er stadig i brug og er stadig verdens største af sin slags.