U-Båds Base Keroman

Lorient blev besat af tyskerne i juni 1940. Allerede i juli ankom den første tyske ubåd, og havnen i Lorient forblev resten af krigen tyskernes mest aktive og største ubådsbase.

I november flyttede Admiral Karl Dönitz med sit hovedkvarter til en villa med udsigt over havnen, men efter englændernes kommandoangreb på Saint Nazaire i 1942, flyttede han dog, af sikkerhedsmæssige årsager, videre til Paris.

Det første allierede luftangreb på Lorient skete i september 1940, og kort tid efter begyndte tyskerne opførelsen af beskyttelsesbunkers til deres ubåde, 2 såkaldte dombunkere. Disse blev støbt i jernbeton, var 80 meter lange og 16 meter brede og havde en loftstykkelse på 1,5 meter. De kunne hver indeholde 1 ubåd. Ubådene blev trukket op af vandet på en vogn og kørt ind i bunkerne.

Dette viste sig dog hurtigt ikke at være effektivt nok, og i februar 1941 begyndte man opførelsen af en ubåds-bunker med  5 u-båds pens kaldet Keroman I. Den kom til at måle 400 x 145 meter og stod færdig, lige syd for de to dombunkers, 6 måneder senere.

Næsten samtidigt byggede tyskerne endnu en bunker, lidt længere oppe af floden Scorff. Denne bunker målte 145 x 50 meter og havde 2 u-båds pens. Bunkeren blev kaldt Scorff  og var operativ i august 1941.

Keroman var navnet på den samlede base og de efterfølgende bunkers der blev opført blev Keroman II, der blev påbegyndt i maj, med 7 pens og Keroman III i oktober samme år også med 7.

Keroman I og Keroman II var med tørdok, hvor ubådene blev trukket på land som til dombunkerne, mens Scorff og Keroman III havde direkte adgang fra havet.

Keroman III, der var den største af dem alle, blev i 1944 udstyret med dobbelt tag, hvor det nederste bestod af  3,5 meter armeret beton og det øverste af bjælker i tilsvarende tykkelse. Disse havde en afstand på 1 meter mellem sig. Denne anordning skulle får bomber kastet mod bunkeren til at detonere i det øverste tag og derved ikke ramme selve bunkeren.

I sommeren 1943 påbegyndte tyskerne støbningen af Keroman IV. Denne bunker skulle bruges specielt til deres nyeste u-båd type XXI, men de massive allierede bombninger forsinkede byggeriet ,og bunkeren blev derfor aldrig færdigbygget. I dag er det kun en del af ydervæggene, der står tilbage, lige nordøst for Keroman II.

Nordvest for ubådsbunkerne blev der anlagt et ammunitionsdepot, med 6 ammunitions bunkers til torpedoer, disse blev dog alle fjernet efter krigen.

Lorient var en af de byer uden for Tyskland, der blev hårdest bombet af de allierede, med over 30 kraftige bombetogter. Næsten 95% af byens huse var ramt, men det lykkedes aldrig de allierede at ramme ubådene. De mange angreb vanskeliggjorde det dog for tyskerne at forsyne basen med vand, proviant og andre fornødenheder.

Hele Lorient, der blev forsvaret af næsten 15.000 tyske marinesoldater, blev omringet af de allierede efter landgangen i Normandiet. (D-dag) Lorient forblev på tyske hænder indtil to dage efter krigen sluttede i Europa, hvor basen overgav sig til amerikanske tropper. Dette var 10. maj 1945.