Marine Kystbatteri Gironde “Mushel”

Den tyske marine startede i 1944 anlæggelsen af et kystbatteri på den nordlige bred af Gironde flodens udmunding i Biscayen bugten. Hele området omkring floddalen blev af tyskerne anset for at være så strategisk vigtig, at den blev udbygget til to fæstninger en på den nordlige bred og en på den sydlige. Fæstning-betegnelsen blev kun brugt når et område var så stærkt befæstet, at man anså et område for umuligt at indtage.

Kystbatteriet skulle udstyres med fire 240 mm. kanoner, med en rækkevidde på 26 km. Tyskerne var kommet i besiddelse af kanonerne i forbindelse med sænkningen af den franske flåde i Toulon i slutningen af november 1942. Kanonerne havde tidligere været monteret på det franske krigsskib Condorcet.

Tyskerne begyndte hurtigt at støbe bunkers (S542) til de fire kanoner, men efter de allieredes landgang i Normandiet og efterfølgende fremrykning, stoppede byggeriet og kun to af kanonerne nåede at blive monteret. Fæstning Gironde Nord og for den sags skyld også Fæstning Gironde Syd, var så stærkt forsvaret at de allierede isolerede området i stedet for at angribe det. Der var flere af disse lommer rundt om i Frankrig og først i midten af april 1945 begyndte de allierede styrker et angreb. Området og også det endnu ikke operative kanonbatteri blev udsat for kraftige bombeangreb og beskudt af allierede krigsskibe.