Kanonbatteri Gatteville

Meget strategisk, på et bakkedrag i det nordøstlige hjørne af Cherbourg halvøen, anlagde den tyske hær i 1942 et kanonbatteri. Kanonbatteriet var udrustet med fire erobrede franske 155 mm. kanoner. Disse kanoner havde en rækkevidde på 20 km. og blev til at starte med placeret i åbne beton brikse. Senere blev hver kanon placeret i en kanonbunker for at beskytte dem mod allierede luftangreb. Kanonerne var utraditionelt udstyret med et skjold der fyldte hele åbningen i bunkeren og derved beskyttede kanonbesætningen. Kanonerne der før havde et 360° graders skudfelt havde nu kun et skudfelt på 120° pegende mod nord. Der blev herudover støbt flere bunkers til mandskab, ammunition og luftværn og hele området blev beskyttet af, skyttegrave, pigtråd og minefelter.

Området blev kort før den allierede landgang i Normandiet i juni 1944 udsat for et allieret bombeangreb, der dog ikke formåede at beskadige kanonerne. Amerikanerne frygtede fejlagtigt at kanonerne ville kunne forstyrre den kommende landgang på Utah beach 20 km. mod syd.

Efter de allieredes landgang og angreb frem mod den vigtige havneby Cherbourg, blev to af kanonerne flyttet ud af deres bunkers og placeret i de åbne betonbrikse. Derved kunne kanonerne, der jo ellers kun kunne skyde mod nord, vendes og beskyde de fremrykkende allierede tropper. Det lykkedes dog amerikanske tropper d. 21 juni 1944 at erobre kanonbatteriet efter hårde kampe.

Kanonbatteriet ligger i dag på privat grund og flere af kanonbunkerne er sat i stand og benyttes til sommerhuse.