Flyvemaskinefabrik Leonberg - Reiher

I starten af 1944 havde de allierede overtaget luftherredømmet over Tyskland og bombningen af de store tyske industribyer skete næsten dagligt. I et forsøg på at sikre at produktionen kunne fortsætte, blev en del af den tyske krigsindustri flyttet til eksisterende eller nye miner i det sydlige Tyskland. Behovet for plads var dog langt større, og bombesikre bunkers og vejtunneller blev derfor også taget i brug.

Ved byen Leonberg lå Engelberg tunnellen, den var blevet indviet i efteråret 1938 og var den første tunnel der var bygget til den tyske autobahn.

Engelberg tunnellen bestod af to tunnelrør på hver 1400 meter med en højde på 12,6 meter og en bredde på 13,5 meter.

I foråret 1944 begyndte man udvidelsen af tunnellen med en ekstra etage, hvilket bragte det samlede produktions arealet op på 11.000 m².

Alle de militære anlæg der blev indrettet i tunneller fik kodenavne efter fugle og tunnelen ved Leonberg fik kodenavnet Reiher. (hejre)

I de to tunneller skulle der produceres vinger til jagerfly af typen Messerschmitt Me 262 og udover tyske arbejdere og specialister fra Messerschmitt bestod arbejdsraften af tvangsarbejdere der primært blev hentet fra koncentrationslejren Dachau ved München. Ved siden af byggepladsen blev der opført lejer til disse arbejdere der levede under kummerlige forhold.

De færdige vinge blev transporteret videre til en midlertidig samlefabrik i skoven ved flyvepladsen Leipheim. Det var planen senere at samlingen skulle foregå i en bunker, Weingut II der var under opførelse ved Landsberg.

De sanitære forhold i tunnelerne og lejren var katastrofale, der var blandt andet ingen varme, rindende vand eller toiletter og de arbejdere der blev syge, blev sendt tilbage til Dachau og erstattet af nye.

Efter krigen begyndte man at klargøre tunnelerne til almindelig trafik, men først i 1950 blev det ene tunnelrør åbnet og det andet fulgte i 1960. I 1999 blev en ny tunnel åbnet lige syd for den gamle og den oprindelige tunnel var nu så skrøbelig at den blev lukket. I dag er kun ca. 20 meter at tunnelen bevaret som mindesmærke over de 389 tvangsarbejdere der døde i Leonberg.